Som medlem af KVIK TRI TEAM er du medlem af en forening, der lægger vægt på fællesskab.
Rammerne omkring klubben er gode med fine faciliteter, kompetente trænere og medlemmer på alle niveauer. Men en klub bliver aldrig bedre end dens medlemmer.
Derfor håber vi, at du som medlem vil bidrage til, at KVIK TRI TEAM også fremover er en klub præget af engagement og lyst til fællesskabet.
Som nyt medlem har du sikkert en masse spørgsmål om, hvor og hvornår vi træner, hvad vi laver udover at træne, og hvem i klubben, der gør hvad.
Du kan finde svar på meget her på vores hjemmeside blandt andet under menupunktet Træning og i vores kalender, som du finder under Events.
Men det bedste er naturligvis at møde op til træning og vores arrangementer. Det er her, medlemmerne mødes. Det kan virke overvældende at komme ind i en klub som ny, men grib fat i ærmet på de andre og sig Hej, hvis de glemmer at sige Hej til dig. Stil spørgsmål – alle vil gerne hjælpe, og ingen spørgsmål er for dumme.
Det er også en god ide at melde sig ind i vores lukkede gruppe på Facebook, hvor der er debat, erfaringsudveksling, hep, køb og salg af udstyr og opslag om ekstra træning uden for klubregi mv. Mens hjemmesiden er den officielle informationskanal, er Facebook-siden medlemmernes eget forum.
Vi håber naturligvis, at du vil bakke op om vores klubtræning, der fremgår af kalenderen her på hjemmesiden. Vores træning er tilrettelagt, så alle kan være med og få noget ud af træningen – uanset niveau og ambitioner.
Det kan nogle gange være svært at få klubtræningen til passe ind i en kalender, hvor der også skal tages hensyn til arbejde/studier, familie, hverdagens andre krav og eventuelle stævneplaner. Derfor er der mange i klubben, der opretter begivenheder eller laver et opslag på Facebook, hvis de gerne vil have selskab til træning på andre tidspunkter end klubtræningen. Benyt dig også af det. Men husk, at det er en god ide, hvis du søger selskab til din træning at skrive, hvor langt og i hvilket tempo du ønsker at træne. Så er der større sandsynlighed for, at folk melder sig og I får en god fælles oplevelse. Og vær ikke genert, når andre slår en fælles træning op. Vi tager godt imod!
Sidst men ikke mindst håber vi, at du vil tilmelde dig nyheder fra vores hjemmeside – det kan du gøre ved at tilmelde dig fra forsiden her på webben. Sidder du ved en pc, er tilmeldingen i øverste højre hjørne.
Du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsen på kontakt@kvik-tri.dk, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.
Vi glæder os til at se dig i vandet og på vejene!