Træning i april: Se, hvad vi træner hvornår. Store ændringer for løb

Klubbens nye cheftræner Andreas Borch har nu sat rammerne for klubbens fællestræninger i april og frem til 3. maj. Her kan du læse, hvad der i fokus hvornår, så du kan få et bedre overblik og dermed planlægge din egen træning, så den passer ind med klubbens. Nederst kan du se det hele sat op i et skema – tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Vær særligt opmærksom på, at der sker store ændringer for løbetræningen. Fremover vil der nemlig kun være løbetræning i klubregi én gang om ugen – nemlig tirsdag. Samtidig er træningstidspunktet rykket, så vi begynder kl. 18:30. Håbet er, at vi kan samle endnu flere til træningen, så vi både lærer hinanden endnu bedre at kende og samtidig samler så mange, så alle kan træne med nogle på deres eget niveau. Det nye tidspunkt træder i kraft allerede tirsdag den 5. april – og Andreas vil selv stå for træningen hele april. Mød op og lær også ham at kende!

Som noget nyt behøver du heller ikke melde dig til løbetræning – bare mød op og vær klar til afgang fra Klubhuset kl. 18:30. Læs mere om løbetræningen nedenfor.

Brug vores Facebook-gruppe og lav aftaler, så du også fremover kan få godt selskab af klubkammerater, når og hvis du vil løbe LSD, på stranden eller på fortet.

Husk, at møder du op til fællestræningen, er det ikke et krav, at du kører, løber eller svømmer med de pågældende intensiteter – men vi opfordrer selvfølgelig til, at du følger træningen. Specielt på svømningen er du nødt til at følge programmet som trænerne kommer med og følge dem, du ligger på bane med. Men det kan være, at du af en eller anden årsag hellere vil have en rolig træning, og der må ikke være nogen tvivl om, at du er velkommen alligevel. Vi finder altid ud af det.

Svømning
Hovedfokus for svømmetræningen er at få fart i kroppen. Dette sker gennem relativt korte serier med meget høj intensitet. Distancerne på intervallerne vil derfor ikke være for lange. Når vi komme ind i maj, vil der komme længere distancer ind i træningen.

Vi vil rigtig gerne fastholde to hold om onsdagen, men det bliver sjovere for alle parter, når der er nogle at træne med. Derfor vil svømningen onsdag 6. april også være samlet på ét hold. Mød op, så vi igen kan få to hold. Og hold øje med kalenderen, hvor vi justerer til på baggrund af fremmødet.

Cykling
Der er cykling onsdag, fredag og søndag på de kendte tidspunkter og mødesteder: Kl. 17:30 i hverdagene i Rundkørelsen ved Tonseren og kl. 8:30 søndag morgen ved kirken. Du kan altid se kort og tidspunkter i kalenderen, hvis du er i tvivl. Og så skal du fortsat huske at tilmelde dig cykeltræningen.

Onsdag
Intervallerne er alt fra 3 til 6 stk., og varigheden er alt mellem 6 – 15 min pr interval. Pause er ca 2-3 min, alt efter det enkelte intervals varighed. Intensiteten er 85 – 92 procent af max intensitet. Så onsdag er ikke en max dag, men en jævnt hård dag. I skal køre solo – det vil sige, at I ikke skal ligge på hjul af andre. Når I er færdige om onsdagen, er I godt brugte, men ikke fuldstændig færdige.

Fredag
Fredag er max dag. Hovedfokus vil være på at få kørt nogle hårde all-out intervaller. Her vil der blive kørt alt fra enkelstart, parløb og rulleskift/viftekørsel. Der kan også blive indlagt teknikøvelser i det omfang, det giver mening for træningen. Så forvent, at der bliver gået til den om fredagen.

Søndag
Langt og roligt. Her er det oplægget, at man skal køre roligt og jævnt. Langt kan være et vidt begreb, men man skal ikke køre så langt, at man ikke kan træne de næste 3 dage. Efter en lang tur er man lidt brugt, men man er på ingen måde kørt helt i sænk. Roligt er så man kan køre og tale sammen. Når vi kommer ind i maj, vil der komme moderat intensitet ind i søndagstræningen.

Løb
Der er én fast løbetræning om ugen, og det er tirsdag. Her vil der blive løbet hårdt, men ikke all-out i april. Distancerne på intervallerne kan svinge mellem 300 meter til 1 km med en relativ kort pause mellem hvert interval. Når vi kommer ind i maj, tager vi det sidste skridt op af intensitetsstigen, og der kommer for alvor høj intensitet ind i løbetræningen.

ugeskema