Læs to beretninger fra klubbens netop overståede træningslejr på Mallorca og se billeder fra turen.
Af Michelle Sandberg:
KVIK TRI TEAM stillede med et hold på 28, da check-in åbnede meget tidligt om morgenen mandag den 5. maj. Men selvom vi havde cykler med, så checkede vi ikke ind i skiftezonen til et tri-stævne. Derimod stod vi ved gaten med vores cykler pænt pakket i kufferter ved Norwegians gate i lufthavnen. Kursen var sat mod en uges træningslejr i byen Alcudia på Mallorca.
Vi ankom til et dejligt hotel, men blev ikke længe og slappede af. Allerede kl. 15 dag 1 cyklede vi op af et lille bjerg…
Mallorca er jo fyldt med bjerge, og jeg fik virkelig rykket nogle grænser i løbet af ugen ved at cykle op af et par bjerge og ned af dem igen. Det var hårdt som bare pokker, når man skulle op, og skræmmende, når man skulle ned igen. Man skal virkelig kende sig selv og sin cykel.
Hver dag havde trænerteamet Brian, Sofie og Lars planlagt dagens træning, som man deltog i som man ville: Morgensvøm i åbent vand eller løb kl. 7 – og kl. 10 sad vi på cyklerne. Vi var opdelt i grupper, så alle fik noget ud af turene både hvad distance og hastighed angik. Nogle cyklede en masse bjerge, mens andre tog nogle ture gennem de smukke byer. Det var en stor succes.
Hver aften mødtes vi kl. 19 for at spise sammen. Det kræver en del at få arrangeret plads og mad til 28 personer, men det klarede Susanne og Kent Wieslander! Det var skønt, at vi andre blot skulle tage stilling til, om det skulle være kød eller fisk.
Lørdag den 10. maj skulle fem af vores KVIK TRI’er køre IRONMAN 70.3 Mallorca. Det betyder 1,9 km svømning i meget salt vand, cykle 90 km op ad Lluc, der byder på en stigning på 6 % stigning – og derefter slutte af med et halvmaraton i cirka 30 graders varme. De kom alle godt igennem. Stor respekt!
Vi andre gjorde, hvad vi kunne for at give dem den bedst mulige opbakning.
Mandag den 12. maj landede vi igen på Amager efter en super uge i godt selskab!
Af Kenneth Ejsenhardt:
Fredag morgen, kl. er 06:00 og starten er gået. Foran os venter Mallorcas flotte bjerge, hyggelige småbyer og dejlige natur. Udstyret med cykellygter, energibarer og -gels, electrolytter m.m, er vi fem mand med højt humør og godt selskab klar til dagens udfordring på 315km: Mallorca rundt på cykel.
Solen er endnu ikke stået op, og det er forholdsvist køligt. Den første time går i stilhed, folk er trætte og mørket kræver ekstra opmærksomhed på omgivelserne. Ved toppen af Lluc står solen så småt op, vi kan allerede mærke temperaturen stige i takt med, at bjergenes smukke toppe bliver lyst op.
Jeg nyder solopgangen og hygger mig over det dejlige selskab fra KVIK TRI TEAM. Hold nu op, hvor er det fantastiske mennesker, der er med på denne tur til Mallorca. Triatlon, som er en individuel sport, er åbenbart præget af super sympatiske, og åbne personer som altid er glade og positive. Det smitter, og jeg får lyst til at være et endnu bedre menneske.
Vi kører videre ned ad Puig Major igennem Soller. Det er endnu ikke biler på vejene, og vi fortsætter af flotte bjergveje langs kysten. Jeg nyder godt af Lars som min egen lille turguide. Han fortæller om de forskellige byer, kyster og udpeger “Michael Douglas og Cathrine Zeta Jones” villa med det flotteste udsigt ud over middelhavets turkisblå hav.
Det er hårdt, og jeg er overrasket over de mange stigninger, hvor der flere steder er lodrette klippevægge 100-200 meter direkte ned til havet. Men jeg kan kun anbefale denne tur. Det skal opleves.
Vi spiser frokost et sted, hvor vi bliver betjent af personale, som overhovet ikke forstår et ord andet en spansk, men vi får alligevel bestilt en nogenlunde anstændig frokost, og får fyldt depoterne op.
Turen fortsætter fra Andratx videre over endnu et bjerg til kystlinjen ved Palma. Her stiger temperaturen igen, og vi nyder turen igennem Palma by og den flotte havn.
På den anden side af Palma støder Katrine, vores supportcrew, til i en lejebil fyldt med lækkerier. Det var hårdt tiltrængt og en cola har aldrig smagt bedre.
Vi følger strandlinen sydpå, og jeg nyder specielt godt af de hårde drenge, som ligger og laver rulleskift i den hårde modvind. Stor tak til disse triatleter, som udviste stor stædighed og målrettet fokus.
Fra Mallorcas sydspids “Colonia De sant Jordi” får vi medvind og farten stiger til svimlende hastigheder, og de resterende 100 km klares på 3 timer. Man når jo dårligt at nyde Mallorcas natur, som suser forbi.
Turen blev klaret på lige under 12 timer effektiv cykling.
Stor tak til ALLE, for deres hjælp, og dejlige selskab. I er lavet af den rette støbning.
Mallorca rundt 315km, tjek.