Kun et år efter at han debuterede i triatlonsporten er 40-årige Søren Andersen (KVIK TRI TEAM) blevet danmarkmester i duatlon under Dansk Triatlon Forbund. Det skete, da han 12. maj i Løvel ved Viborg var hurtigst til at løbe 10 km, cykle 40 km og slutte af med 5 km løb. DM-titlen er i aldersgruppen for de 40-44-årige, men på dagen var han faktisk hurtigste mand på tværs af aldersgrupper.
Dermed er det gået stærkt for Søren Andersen, der med en baggrund som løber, først begyndte at dyrke triatlon- og duatlon, da han blev medlem af den lokale triatlonklub KVIK TRI TEAM i foråret 2012. Triatlon er en sportsgren, hvor man svømmer, cykler og løber, mens duatlonstævner er sammensat af løb, cykling og løb.
Søren Andersens første triatlonstævne var nemlig KVIK TRI TEAMs interne årlige stævne i pinsen 2012, og siden blev det samme år til en bronzemedalje i hans aldersgruppe ved DM i sprint i agegroup, hvor der svømmes 750 meter, cykles 23,6 km og løbes 5 km. Den medalje skal forsvares og om muligt forbedres til sølv eller guld, når der igen køres DM i sprint den 2. juni ved Ganløse.
Om stævnet i Løvel, hvor han opnåede sin første DM-titel siger Søren Andersen:
– Cyklingen er min akilleshæl i triatlonsporten, så de korte distancer passer bedst til mig. I Løvel, der havde en meget kuperet rute, fik jeg lavet noget rod med mit ur, så jeg ikke kunne se puls eller andet info under cyklingen, så jeg kørte bare på fornemmelsen og lå med foran. Og efter 300 meter af de sidste fem km løb overhalede jeg den førende og vidste, at nu lå den til mig.
I alt brugte Søren Andersen 1 time, 55 minutter og 57 sekunder på de 10 km løb, 40 km cykling og afsluttende 5 km løb. De 10 km blev løbet på 34:08, hvorefter skiftet til cyklen tog 1 minut og 13 sekunder. Det tog Søren Andersen 1 time, 2 minutter og 23 sekunder at cykle de 40 km, hvorefter han brugte 54 sekunder på at stille cyklen og komme af med hjelmen, inden han tilbagelagde de sidste fem km i løb på 17 minutter og 20 sekunder og kunne løbe i mål som vinder af DM i duatlon.
Søren Andersen prøver af hensyn til familielivet at få planlagt sin træning, så det går mindst muligt ud over hans to børn og kone. Det betyder blandt andet, at han bruger sine frokostpauser på arbejdet som portør i Københavns Lufthavne på at løbetræne på et løbebånd. Det bliver til mindst 10 km i hver frokostpause.
– Triatlon er en tidskrævende sport, så det kræver planlægning og god opbakning fra familien. Og det har jeg. Men det er også meget inspirerende og udfordrende, i forhold til da jeg kun var løber. Det at træne svømning, cykling og løb giver meget og har gjort mig til en bedre løber, siger Søren Andersen.
Søren Andersens tider ved DM i duatlon
I ALT | 1 time, 55 minutter og 57 sekunder |
10 km løb | 34 minutter og 8 sekunder |
Skifte til cykling | 1 minut 13 sekunder |
40 km cykling | 1 time, 2 minutter og 23 sekunder |
Skift til løb | 54 sekunder |
5 km løb | 17 minutter og 20 sekunder |