Fra og med søndag den 20. november er der mulighed for at vælge mellem en kortere og en længere søndagstur på cyklen.
Den korte tur varer 2-2½ time og vil være en rolig tur rundt på Amager dog med mulighed for en afstikker til Stamholmen. Men du kommer ikke længere væk fra Amager end der altid og nemt er mulighed for at køre fra, hvis der er behov for det.
Det er Brian Frisendahl og Lasse Dvoracek, der er tovholdere på Amager-turen, og Brian står klar til at tage imod de næste to søndage – uanset vejret.
Martin kører den lange tur, som er mellem 3 ½ og 4 timer. Her er der mulighed for at komme ud og se lidt af Sjællands landeveje.
Mødested og -tid er ens for begge hold: Nemlig ved Den Røde Port ved indgangen til Kalvebod Fælled kl. 8.
Mulighed for 30 minutters ekstra spinning fredag den 18.
Du behøver ikke at vente til søndag, før du kan træde i pedalerne i klub-regi. Vi spinner nemlig fredag fra kl. 17. Og som ekstra bonus kan du nu på fredag få lov at blive på cyklen frem til kl. 18:30 under kyndig instruktion. Hvis du synes, at de normale 60 minutter er rigeligt for dig, så står du bare af cyklen til normal tid kl. 18.
Der er ingen ekstra tilmelding til bonus-minutterne – og apropos tilmelding:
Tip til tilmelding
Det er dejligt at se mange medlemmer til træning – og ofte mange flere end der er tilmeldt. I tirsdags var der dobbelt så mange til spinning, som stod på listen. Skønt! Men husk alligevel tilmeldingsknappen. For torsdagsløbet gælder, at træningen kan blive aflyst, hvis der ikke er tilmeldinger nok.
Også når det gælder arrangementer som klubaftener og banko er tilmelding vigtig for folkene bag – og man behøver ikke at vente til sidste øjeblik med at tilmelde sig. Tilmeldingerne giver mulighed for at planlægge bedst muligt: Hvor meget skal der købes ind? Hvor mange hjælpere har vi brug for? Og giver det overhovedet mening at gennemføre, hvis ikke der er nok interesse?
Så husk det lige – og du kan allerede nu tilmelde dig klubaften den 29. november og julebanko den 8. december. Find det hele i kalenderen som sædvanligt.