Rundtossetur på Tonseren – se billeder og læs om årets Ferry Time Trial

Over 40 KVIK’ere stillede til start i morgensolen, da Ferry Time Trial fandt sted den sidste søndag i april. Lidt efter lidt stoppede deltagerne og kørte i depot til kaffe og kage – og det var helt efter planen. Ferry Time Trial er nemlig for alle niveauer, og alle kan være med så længe de vil – dog stopper betjeningen og opbakningen, når man har rundet 21 runder/200 km!

Meterologerne havde truet med både sne og hagl, men trods sorte skyer i horisonten forløb hele arrangementet i tørvejr og solskin. Til stor glæde for de fleste, mens Søren Andersens reaktion var lidt blandet. Han havde nemlig lavet en aftale med sig selv om at køre til det begyndte at regne. Det blev så til 200 km i dag.

Dagens fighter var ubetinget René Nielsen, der fik defekt tidligt på dagen, men lånte en damecykel og tog 5 runder på den, inden han kunne låne en anden racer og cykle videre på den. Og ikke bare cyklede han rundt på damecykel – han gjorde det på en måde, så mange ikke kunne følge med!

Set i lyset af, hvor mange kilometer vi sammen fik kørt, slap vi heldigt med kun en rapporteret punktering, få defekter og et styrt, der heldigvis ikke var så alvorligt trods nærkontakt med bil.

Det var super at se så mange deltagere i år – der blev kørt godt af alle. 12 personer tog de 21 runder. Det var:

  • Lars Brian Nielsen (5 timer og 24 minutter)
  • Kenneth Ejsenhardt
  • Martin Helleskov Frederiksen
  • Søren Andersen
  • Daniel Bojsen
  • Jacqueline Briand De Crèvecoeur
  • Jacob (GreyProbike)
  • Lars Prominczl
  • Gustav Palm-Henriksen
  • Carsten Selman
  • Sanda Ebbesen
  • Søren Bruun – der lige sluttede af med lidt løb!

Som altid var humøret højt og opbakningen fra klubkammerater og familiemedlemmer i top – tak for det!

» Se billederne fra Ferry Time Trial 2016
Fotografen har desværre ikke fanget alle, men nyd stemningen!