Regionale restriktioner går ud over svømning og spinning

Nye regionale restriktioner i kampen mod spredning af corona-virus betyder, at fra onsdag den 9. december er al indendørs træning lukket i 38 kommuner – herunder Tårnby.

Derfor har vi desværre kørt vores sidste spinningtime sammen i 2020. Vores svømning i aften (mandag den 7. december) gennemføres, men det bliver den sidste svømmetræning i år.

Pt. gælder restriktionerne frem til og med 3. januar, og vi håber, at vi må åbne den indendørs træning derefter, men belært af erfaring melder vi ikke noget ud endnu. Så snart vi ved, hvornår vi igen må træne spinning og svømning sammen, så hører du fra os!

Vi kan og må godt træne udendørs
Det er superærgerligt, at svømning og spinning er aflyst resten af året. Men vi må glæde os over, at vi stadig kan mødes til cykeltræning og løb – naturligvis under hensyntagen til forsamlingsforbuddet.

Du kan løbe med klubben tirsdage og torsdage, og udover vores faste søndagscykeltræning, så tilbyder Martin også cykling på grus om onsdagen, som et ekstra tilbud. 

Tilmeld dig cykeltræningen via kalenderen på hjemmesiden.

Det private initiativ blomstrer
Flere fra klubben er begyndt at mødes om onsdagen i det virtuelle Zwift-univers og træner der sammen hver for sig – hold øje med Facebook for at se mere om de privat arrangerede Meet Ups.