Ny triatlondommer i KVIK TRI TEAM

Anja Geisler er efter et dommerkursus i midten af januar uddannet dommer under Dansk Triatlon Forbund. Det betyder, at KVIK TRI TEAM nu har to dommere. Læs om dommerne og de regler, der gælder for dig som triatlet.

Den forseelse, triatleter hyppigst begår under stævner, er littering – altså at smide affald på ruten. Det og meget andet lærte Anja Geisler, da hun blev uddannet tri-dommer.

Anja Geisler

Anja Geisler er nu uddannet tri-dommer under Dansk Triatlon Forbund.

Dommerne skal vide, hvornår de skal give advarsler, gult og rødt kort. Og det betyder, at de blandt andet skal forholde sig til svømmestarter, usportslig optræden og drafting.

Triatleterne kan møde dommerne mange forskellige steder. Blandt andet ved cykel check-in, hvor cyklerne bliver godkendt, og ved svømmestarten – men ikke ude på vandet. Dommerne sidder også bag på motorcykler på cykelruten og cykler på løberuten. Derudover agerer dommerne også chaperone, når nogen skal afgive blod- og urinprøver til dopingkontrollen. I skiftezonen patruljerer dommerne også. Og på sit dommerkursus hørte Anja Geisler mange historier om, hvordan dommerne kan pakke folks dragter, løbe- og cykelsko, når de ikke er placeret i de kasser, der er til formålet.

Er dommeren i tvivl om en kendelse, kan han/hun kontakte overdommeren. Optimalt falder en dom dog inden for fem sekunder. Man kan som triatlet anke sin dom 60 minutter efter man har afsluttet stævnet – men det koster penge at anke.

Tri-dommere er efterspurgte
Tri-stævner bliver hos Dansk Triatlonforbund (DTriF) kategoriseret som enten A,B,C,D,U og Ø stævner. Ved A,B,C-stævner er der DTriF dommere til stede.

  • Kategori A: DTriF Mesterskabsstævner
  • Kategori B og C: DTriF medlemsstævner, men med forskellige krav
  • Kategori D: DTriF motionsstævner
  • Kategori U: Andre medklubs arrangerede stævner som ikke har en godkendt sikkerhedsprotokol
  • Kategori Ø: (øvrige arrangementer): Er forbeholdt ikke-tri/ du stævner (fx åbent vand svømmekonkurrence, cykel-/ enkeltstartskonkurrence, løbekonkurrence) arrangeret af DTriF-medlemsklubber

Dansk Triatlon Forbund stiller nu krav om, at medlemsklubberne alt efter størrelse skal have 1-2 dommere. Meget små klubber er dog fritaget. Lars Frøkjær fra KVIK TRI TEAM har været tri-dommer i en del år, og nu da Anja også er dommer, kan KVIK TRI TEAM stille med de to dommere, som klubbens størrelse tilsiger.

Det stævne, der trækker flest dommere, er ikke overraskende KMD Ironman Copenhagen, hvor der skal bruges 30 dommere. Det er en del, da der kun er 60-70 triatlondommere i Danmark – tidligere år har der faktisk kun været cirka 30 danske tri-dommere.

Den danske dommerstand fik så meget ros sidste år ved Ironman stævnet, at Ironman havde spurgt, om danskerne kunne dække alle deres Ironman stævner. Det var på det tidspunkt ikke muligt, da der var for få dommere. Men på sigt kan det være, Anja og Lars får muligheden for at komme ud i verden.

Til at begynde med byder sæson 2014 på fem stævner, som de skal dømme. For at forbundet ikke skal bruge for mange penge på transport, vil Anja og Lars formentlig komme til at dømme de stævner, der er tættest på deres bopæl.

Husk som triatlet at overholde reglerne og vær god ved dommerne. Deres honorar for at dømme et stævne er ikke stort, så de er, ligesom dig, med til stævnerne, fordi de holder af sporten.