Medlemsmøde om klubtøj på klubaften 22. maj – foredrag flyttet ½ time

Vi er igen stødt på udfordringer i forhold til det valgte klubtøj. Bestyrelsen vil derfor bede om medlemmernes input på et medlemsmøde, hvor tøj er eneste punkt på dagsordenen.

Vi vil gerne høre, hvilke konkrete problemer medlemmerne er stødt på med det valgte Fusionstøj – og hvilke ønsker der er til klubbens tøj.

Ideen med klubtøj er, at vi er nemme at genkende som KVIK TRI TEAM-medlemmer. Både for os selv, publikum og øvrige triatleter.

Derfor er der ikke langt fra optimalt, at klubben har skiftet klubtøj så hyppigt, som tilfældet har været de sidste par år. Alene med Fusion har medlemmer, der købte i efteråret fået andet tøj, end de der har købt i foråret. Omvendt ønsker bestyrelsen ikke at holde fast i tøj, som flertallet af medlemmer ikke er tilfredse med.

Tritøj er dyrt, og så skal det være ordentligt. Men nye løsninger er også ærgerligt for dem, der har brugt penge allerede. Ydermere står sæsonen for døren og de medlemmer, der endnu ikke har fået bestilt ræstøj er ivrige for at få det gjort, så de er sikre på at nå at få tøjet inden de skal i aktion. Og så skaber en melding som denne usikkerhed. Det ved vi i bestyrelsen godt. Og vi beklager. Men vi arbejder for den bedste løsning. Nu og på sigt.

Vi håber, at så mange medlemmer som muligt vil give deres besyv med, så bestyrelsen er klædt bedst muligt på (jeps!) til at tackle de udfordringer, vi står over for.

» Mødet finder sted torsdag den 22. maj kl. 18:00 i Klubhuset – tilmeld dig her.

Umiddelbart bagefter er der foredrag om åbent vand svømning med Hans Henrik H. Heming. Foredraget er pga. tøjmødet flyttet 30 minutter og begynder derfor kl. 19 – ikke 18:30, som først meldt ud.

» Tilmeld dig klubaften med gode råd om svømning i åbent vand og gode historier fra Hans Henriks 45 km lange svømmetur rundt om Amager

Husk, at løbetræningen er flyttet til kl. 16:30 denne torsdag, så du kan nå det hele!