Klubtræning i julen – og ekstra distance til nytårsløbet

Det er ikke til at komme udenom: Det er snart jul! Det betyder, at svømmehaller lukker, triatleter indtager tommer kalorier, og vi aflyser en del klubtræning, så trænerne også kan få ferie. Til gengæld sætter vi træninger op uden for de sædvanlige tidspunkter, så vi stadig kan få rørt os lidt.

Det betyder, at fra nu og frem til det nye år har du følgende muligheder for at træne i klubregi:

    • 26. december fra kl. 9-11 er der mulighed for at forbrænde kalorier og få svedt snaps og andefedt ud, når vi jule-spinner i fitness dk. Tilmeld dig via kalenderen
    • 28. december kan du få klorlugten tilbage på huden, når vi har mulighed for at svømme
      fra kl. 17-18:30 i Kastrup Svømmehal. Ingen træner og program – men godt at få svømmet lidt, så vandfølingen ikke forsvinder helt
    • 31. december – klubbens traditionsrige nytårsløb, hvor hele familien er inviteret med. Vi løber socialt fra 5 km og op til halvmaraton – der har nemlig været efterspørgsel på mere end de 15 km. Vi ønsker godt nytår, drikker champagne og starter festen! Husk tilmelding via kalenderen

Aftal træninger med hinanden via vores Facebook-gruppe

– og hav så i øvrigt en RIGTIG GOD JUL!

Hvad så i det nye år?
Korsvejens Svømmehal åbner igen, og vi melder svømmetider ud for alle, så snart vi har dem!

Bestyrelsen arbejder benhårdt for at få ny træner på plads til løbetræningen – og som altid: Du hører det her, når vi har nyt.

Onsdag den 3. januar spinner vi som normalt.

Husk, at du altid kan og bør holde øje med hjemmesidens kalender – vi gør alt hvad vi kan for at sikre, at den er opdateret.