Kan du løbe fra Søren Andersen på 10 km?

Vil du være med til et anderledes løb, og er du klar til blive jagtet rundt om Tiøren af en klubkammerat, så vær med til dette klubløb!

Søndag den 23. august kl 9 på Tiøren ser vi, hvem i KVIK TRI TEAM, der kan løbe fra Søren Andersen på en 10 km.

Klubmester 2019 Søren Andersen – det var sjette gang han vandt pokalen!

Han er regerende klubmester – og har vundet titlen seks gange – og er en af klubbens bedste løbere. Hvis ikke dén bedste. Og han er klar til at udfordre alle i KVIK TRI TEAM  på 10 km.

Løbet er en jagtstart, hvor Søren Andersen starter sidst, og det er hans opgave at indhente så mange som muligt. Første løber sendes afsted kl. 9 – og alle starter baseret på en indmeldt forventet sluttid.

Eksempel: Du løber 10 km på en time (6 min pr. km) og starter kl. 09:00. Hvis Søren mener, at han løber på 50 min, så skal han starte 10 min efter dig, dvs. kl 09:10, så han har mulighed for at indhente dig. Hvis du blive indhentet af Søren, så er det slut med at løbe, og du skal slutte med at løbe og returnere til start/mål og hygge dig sammen med andre, som er blevet indhentet

Vi løber en runde, som er ca. 1,2 km lang, hvor der skal løbes 9 gange rundt. Der vil være godt udsyn, så Søren kan se dig flere steder – og du kan se ham!
Løb i klubtrøje eller rød trøje, så Søren kan se, hvem han jagter.

Kim Nicholson står for arrangementet og han har brug for tilmelding med forventet sluttid på 10 km. Skriv til ham via Facebook, Messenger, Instagram eller på nicholsen@city.dk

Vil du være med til at tælle omgange og hjælpe til med det praktiske på dagen, bage kage eller andet, så giv også Kim besked.

Vi håber at se rigtig mange til løb, hygge, hep og en skøn søndag sammen!

Vær også med til de øvrige arrangementer i august
Udover vores almindelig træning, så byder august også på Havstafetten mandag den 17. august  og første afdeling af vores Duatlon Cup onsdag den 26. august.

Er du ikke allerede tilmeldt, så kan du nå det endnu.

Der er også generalforsamling 18. august