Så blev det jul igen, og traditionen tro har det givet tid til tanker og tilbageblik på et hektisk år i KVIK TRI TEAM.
Som noget nyt valgte vi at indføre klubaftner med forskellige temaer – og det må siges at være en succes med 35+ fremmødte hver gang.
Fremmøde til cykeltræningen (søndage) og løbetræningen har været støt stigende, hvilket er en fornøjelse – specielt for trænerne.
» Vær med til løbetræning allerede i morgen den 26. december kl. 9:30
Svømmefremmødet har været noget sløvt, men også det tager vi nu hånd om og vores nye tiltag vil uden tvivl optimere fremmødet til svømmetræningen.
Hertil kommer stor opbakning til vores events – vores træningslejr på Mallorca 2014 er udsolgt, vores to duatlons i 2013 havde stor tilslutning, og det samme gælder vores altid hyggelige pinsetri, hvor nye møder gamle og får testet formen af, mens andre prøver triatlon for første gang.
» Næste event er socialt nytårsløb 31. december – tilmeld dig inden den 28. december
» Tilmeldingen til Forårsduatlon 2014 er åben
2013 har også haft sine “nedture” i KVIK TRI TEAM – bl.a. det pludselige skift af formand, masseflugt til andre triklubber og senere fyringen af vores tidligere svømmetræner Alan. Det har til tider skabt stor forvirring for nogle. Desværre.
Vi i bestyrelsen har rystet posen, og de bolde, vi har i luften, er begyndt at lande solidt på jorden igen – og ja, ikke alle skal blive liggende, men kastes op igen. Kun ved at turde gøre det, kan vi på sigt gøre vores klub endnu bedre – og husk, klubben er ikke bedre end dens medlemmer. Derfor er det også op til jer at komme med input (godt som skidt), men gør det på info@kvik-tri.dk og ikke i badet til svømning. Husk, bestyrelsen arbejder frivilligt for at gøre vores fælles klub bedre.
Vi er i skrivende stund 145 triatleter, 19 duatleter – og 20 nye triatleter starter den 7. januar, så vi er i fortsat fremgang og håber på at se endnu flere af jer til vores træninger, events og sidst men ikke mindst til vores sociale begivenheder, for det er specielt her vores klubånd styrkes.
» Husk, at sæson 2014 skydes igang med et brag en mexicansk fest den 1. februar
Og klubben har en stærk ånd og sammenhold – det mærkes tydeligt, når vi er ude til stævner, hvor der altid er stort fremmøde af supportere som kommer for at heppe på deres klubkammerater. Det er tidligere sagt, at KVIK TRI TEAMs heppekor er bedre end doping…
Jeg er personligt hamrende stolt af at være en del af KVIK TRI TEAM og elsker når man ser en KVIK’er på vejene. Vi er bare de sejeste…
Alt dette ville slet ikke være muligt, hvis ikke folk i klubben hjalp til. Derfor skal der lyde et kæmpe tak til alle jer hjælper til ved stævner, klubmesterskaber, fester, hjemmeside, events osv. Og husk: går du med et ønske om at hjælpe til, så råb op, for hjælp kan vi altid bruge.
I ønskes alle en fantastisk jul og et skønt nytår.
På vegne af bestyrelsen i KVIK TRI TEAM,
Brian Sigsgaard