23 fra KVIK TRI TEAM stod klar til start, da Ironman Copenhagen blev skudt igang søndag den 24. august. Og endnu flere brugte hele eller dele af deres dag på at heppe deres klubkammerater igennem.
» Se KVIK TRI TEAMs billeder fra Ironman Copenhagen 2014
Det blev en god dag for KVIK TRI TEAM.
Gode tider, mange glade ansigter og flotte debuter på distancen – og ikke mindst to kvalifikationer til Ironman World Championships på Hawaii i oktober. Det er Gitte Jakobsen og René Nielsen, der kvalificerede sig i København. Dermed gør de Søren Jørgensen følgeskab, idet han ugen før kvalificerede sig til Hawaii ved Ironman Kalmar.
Desværre havde vi også enkelte, der ikke kom til start eller hele vejen til mållinjen på dagen på grund af skader og uheld. Vi håber, at I kommer jer hurtigt!
Om de tre VM-deltagere fra KVIK TRI TEAM
- Gitte Jakobsen gennemførte i København sin første Ironman i tiden 10 timer, 25 minutter og 23 sekunder. Debuten gav hende en placering som nr. 21 blandt alle kvinder og en fjerdeplads i aldersgruppen 25-29 årige kvinder.
- René Nielsen gennemførte i tiden 9 timer, 14 minutter og 56 sekunder. Han blev i København nr. 46 af alle mænd og nr. 6 i aldersgruppen mænd 35-39 år.
- Søren Jørgensen kvalificerede sig til VM på Hawaii ved at gennemføre Ironman Kalmar i tiden 9 timer, 33 minutter og 6 sekunder. Han blev dermed nr. 5 i sin aldersgruppe mænd 40-44 år og nr. 46 blandt alle gennemførende mænd.