Invitation til Pinsetri mandag den 20. maj 2013

Kære medlem af KVIK Kastrup, KVIK TRI TEAM, pårørende og medarbejdere.

2. pinsedag, mandag den 20. maj, afholder KVIKs triatlonafdeling, KVIK TRI TEAM, det årligt tilbagevendende Pinsetri-stævne, hvor alle med relation til klubben er velkomne til at deltage.

Stævnet har start og mål ved Kastrup Svømmehal, Røllikevej 4, Kastrup. Det er gratis for dig at deltage.

I år er der elektronisk tidtagning, hvilket betyder at din deltagelse ikke er gratis for klubben. Vi får ikke pengene refunderet, hvis du bliver væk på grund af regnvejr, en uventet brunchinvitation eller andet… Derfor beder vi alle om at respektere deres tilmelding og komme og deltage.

Vi er afhængige af frivillige hjælpere
Hvis du ikke ønsker at deltage, men gerne vil være med, så kan du tilmelde dig som hjælper.

Stævnet kan ikke gennemføres uden frivillige kræfter – og vi skeler ikke til, om de frivillige er triatleter, svømmere, forældre, ægtefæller, kærester eller venner. Alder ingen hindring – unge som ældre kan bruges, og vi forventer ikke, at du har erfaring fra lignende arrangementer.

For at melde dig som hjælper, skal du bruge samme tilmeldingsformular som deltagerne, men vælge kategorien Hjælper. Du vil som hjælper blive bedt om at indtaste svømmeerfaring mv. Ikke at det er vigtigt, men det er nu engang sådan systemet kan sættes op.

» Tilmeld dig som hjælper her

Du kan alternativt skrive til Sofie Andersen på kontakt@kvik-tri.dk

Distancer og ruter
Svømning 300 m – Cykling 19,5 km – Løb 4 km

Svømning: 12 baner i 25 meter bassin i Kastrup Svømmehal
Cykelruten er 19,5 km lang på asfalt i fladt terræn
Løberuten er en ud-hjem rute på 4 km.

Tilmelding
Når du tilmelder dig, beder vi dig oplyse alder, svømmeerfaring og relation til klubben. Vi bruger disse oplysninger, så vi kan placere deltagere i nogenlunde lige heats og sikre, at  deltagerne faktisk har relation til klubben

Når du har udfyldt tilmeldingen, så trykker du blot TILFØJ TIL INDKØBSKURV – så sker resten automatisk.

Vigtigt! Deltagere under 15 år skal have en underskrift fra deres forældre. Den kan medbringes på stævnedagen.

Sidste frist for tilmelding er torsdag den 16. maj.

» Tilmeld dig her

» Deltagerliste

Program for løbsdagen
Fra kl 8.45 er der indskrivning og udlevering af tidtagningschips. Kom derfor i god tid, så du kan sætte din skiftezone op og montere din chip rigtigt. Din chip er parret med dit navn, og er derfor vigtig at have styr på.

Kl.  9.50 giver formanden for KVIK TRI TEAM løbsinstruktion

Kl. 10.00 går starten til det første heat.

» Læs mere om resultatformidling, præmier og forplejning her

Løbet afvikles således
Alle deltagere fordeles i heats. Du skal blot tilmelde dig i enten herre- eller dameklassen, KVIK TRI TEAM står for heatinddeling.

Hvert heat får sin egen starttid. Der er ti minutter mellem hvert heat.

Du får besked på dagen, hvilken starttid du har/hvilket heat du er med i. Hvis der er en ledig bane mellem de forskellige heats, er du velkommen til at varme en smule op. MEN er du ikke klar, når dit heat bliver sendt af sted, er der intet at gøre .. Tiden er i gang!

Når du har svømmet, løber du ud af hallen, over en tidtagningsmåtte, og ind i skiftezonen.

Her foregår skiftet til cyklen. Du skal trække din cykel, indtil du er ude af skiftezonen.

Du kører nu ud på cykelruten. Vi kører IKKE på en lukket rute, men deler vejene med de andre trafikanter. Kør efter færdselsreglerne – hvilket betyder: KØR IKKE OVER FOR RØDT! Vi møder et par lysreguleringer, men det er ens for alle, så de 15 sekunder du er tvunget til at holde stille, gør ikke den store forskel på din samlede tid.

Lær ruten at kende inden løbet. Der vil være vagter og et par skilte på ruten, der viser vej, men gør dig selv en tjeneste og se kortet igennem.

Når du kommer tilbage til Rølikkevej fra din cykeltur, hopper du af cyklen og trækker ind i skiftezonen. Her skifter du til dine løbesko, og løber over tidtagningsmåtten ud på løberuten.

Herefter løber du over måtten igen, når du løber i mål …

Løbet er slut, og du er med garanti træt

Regler og retningslinjer
Deltagelse er på eget ansvar. Korrekt montering af chip er også deltagerens eget ansvar.

Brug af hjelm under cykling er OBLIGATORISK. Ingen hjelm, ingen deltagelse. Dette bliver håndhævet 100 %.

Det henstilles til, at cykler der bruges til stævnet er i ordentlig stand og kan bremse uden problemer.

Det er ikke tilladt at cykle i skiftezonen. Stå af cyklen og træk den ind på plads.

For medlemmer af KVIK TRI TEAM gælder, at der IKKE må draftes/ligges på hjul, og alle overhalinger skal ske hurtigst muligt. Stævnet tæller med i kampen om vores klubmesterskab.

Færdselsreglerne skal overholdes. Vi deler vejene med andre trafikanter og kører ikke på en lukket rute. Kør derfor efter forholdene og tag ikke unødvendige chancer, der kan skabe fare for dig selv eller andre.

Smid ikke affald eller lignende på ruten. Det er dårlig stil og giver hele klubben et dårligt ry.

Vi glæder os til at se dig mandag den 20. maj!

Venlig hilsen

Martin Melcher, Formand i KVIK TRI TEAM