Hvis vi nu ikke kørte rundt og rundt på Tonseren, men faktisk kørte væk fra Amager og ud i verden, så ville vores samlede distance fra dagens Rundtosse-tur på Tonseren svare nogenlunde til, at vi var kørt rundt om Amager en enkelt gang og derefter til Barcelona og retur. De 40 deltagende KVIK TRI’ere kørte nemlig i alt 4.315 kilometer på de 447 omgange, vi til sammen tilbagelagde.
Den mest populære distance var 11 runder, der betyder, at man får rundet de 100 km. Som altid var plads til alle, så nogle kørte tre runder, og fem blev ved til de havde 21 runder og dermed nåede 200 km. De fem, der havde størst sandsynlighed for at blive rundtossede i dag var:
- Martin Helleskov Frederiksen
- Allan B. Christensen
- Allan Skaarup Kristensen
- Sascha Nicholson og
- Søren Andersen
TAK til alle, der var med – både på cyklen, og til dem der kom forbi for at sige Hej. Og rigtig mange tak til dem, der fik det praktiske til at spille og hjalp med forplejning.
Også tak til Amager Triatlon Klub, der i år kørte med. At holde styr på 40 KVIK TRI’ere plus vildfaren hest (sådan var nogle fra klubben også ude at jagte undervejs i dag!) er alt rigeligt, så vi har desværre ikke styr på, hvor mange ATK’ere der kørte hvor langt. Derfor er de heller ikke med i Barcelona-regnestykket. Ingen tvivl om, at de også fik cyklet en del kilometer!