Går du mon glip af noget? (husk at læse det hele…)

Forestil dig, at du er duatlonmedlem og gerne vil kunne tage del i klubbens svømmetræning. Så er det godt nok ærgerligt at misse tilbuddet om et triatlonmedlemsskab, fordi du har glemt at informere klubben om din nye mailadresse. Eksemplet er desværre ikke frit opfundet.

Hver gang klubben sender mails ud til medlemmerne via de mailadresser, vi oplyser ved tilmelding, kommer der en del retur. Hvis du vil være sikker på at få al information, så HUSK, at hvis du skifter postadresse, telefonnummer eller mailadresse, er det vigtigt at du giver moderklubben besked – det er herfra, KVIK TRI TEAM får dine kontaktdata. Du opdaterer selv dine oplysninger via klubportalen på www.kvikkastrup.dk. Du finder klubportalen øverst i venstre spalte.

Vær opmærksom på, at de mails du modtager med nyheder fra KVIK TRI TEAMs hjemmeside (som den her) kører via et selvstændigt system, der ikke er knyttet op på KVIK Kastrups registreringer af dine kontaktoplysninger. Det kan virke lidt besværligt, men i en klub baseret på frivilligt arbejde, har der endnu ikke været nogle, der har været klar til at integrere flere it-systemer. Så hjælp os – og hjælp dig selv – ved at holde medlemslisten opdateret via klubportalen på www.kvikkastrup.dk

PS: Som belønning for at have læst med så langt, så får du her albummet fra Pokalfesten 2014. Vi plejer at se hinanden med badehætte, cykelsko og stramtsiddende lycra, men 56 nye billeder viser, at triatleter og duatleter også gør sig umanerligt godt i festtøj.

brian og pia

PPS: Stadig 9 pladser tilbage til træningslejren på Bornholm 2015 og 8 pladser ledige på den lange træningstur til Mallorca (kræver login). Tilmeld dig nu eller skynd dig at skrive det på ønskesedlen til jul!