En uge før starten til Øresund Triathlon følte jeg mig helt klar! Forberedelserne kunne ikke have været bedre. Torsdag blev jeg i tvivl. Havde jeg nu svømmet for langsomt i træning – det der med intervaller var jo heller ikke blevet til noget. Og havde jeg haft for meget fokus på kilometer fremfor på tempo på cyklen? Fredag var jeg sikker på, at jeg var ved at få verdens værste forkølelse. Altså den slags, der normalt kun rammer mænd. Så alt var helt som det skulle være, inden jeg skulle debutere på den halve jernmandsdistance til Øresund Triathlon.
» Se fotos af KVIK TRI TEAM-medlemmer i aktion til Øresund Triathlon (i hvert fald dem, fotografen fik knipset. Også et enkelt af H.K.H. Frederik. Måske vi skulle tilbyde ham et æresmedlemsskab?)
Jeg havde sørget for at købe Powerade og frisk pasta til indtagelse lørdag, jeg fik lagt tøj frem og jeg havde styr på det hele. Lige indtil lidt over 4 søndag morgen. Dér opdagede jeg, at husholdningen var løbet tør for havregryn. Bonusinfo: En opringning til 7-Eleven afslørede, at havregryn indgår i deres varesortiment, men jeg kunne ikke overskue at skulle handle ind på det tidspunkt. Så morgenmaden blev ikke helt som planlagt.
Det blev resten af dagen faktisk heller ikke… det gik meget hurtigere end planlagt! Men bedst af alt: Jeg huskede at nyde det. Og jeg nævner i flæng:
- Synet af et stille Øresund med morgensolen glitrende i vandet
- Jeg oplevede for første gang ved selvsyn en triatlet tisse under cyklingen. Det var ikke diskret, kan jeg hilse at sige. Men frisk pige!
- Jeg overhalede nogen på cykelruten. Tilmed også op af bakke! Lars’ træning og gearfifs må have gjort noget godt
- Min angst for Geels Bakke viste sig at være ubegrundet. Herregud. Jeg har cyklet på Bornholm!
- Jeg var flyvende på den første halvdel af løbet. Løb ALT for hurtigt, men jeg kunne ikke få farten ned – kroppen var vist adrenalinhøj over det hele. Og så var det jo bare med at nyde farten
Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring. Jeg tænker, at vi med fordel kan have en klubaften, hvor vi øver os i at åbne emballager på energi- og müslibarer med munden. Jeg skal helt klart også have trænet tygning med tør mund. Sidst men ikke mindst kunne det da være fint, hvis min hjerne ikke satte ud undervejs.
Da jeg var på vej mod mål med to bånd om armen, så jeg en løber, der løb ned mod Bellevue med de samme to armbånd. Først tænkte jeg, at staklen ved en fejl var løbet ud på en ekstra omgang. Så opdagede jeg, at flere løb med to armbånd på vej mod Bellevue. Jeg frygtede straks en vejvisningsfej. Selvom jeg havde en god tur, så ville jeg så sandelig ikke ud på flere runder!! Det går bedre nu, da hjernen igen har fået sukker og ilt, tak.
Når man føler sig som superhelt!
Undervejs på løbeturen tænkte jeg flere gange: ”I dag kan jeg alt!”
Men jeg meget opmærksom på, at dét jeg kunne i dag, kunne jeg kun, fordi jeg ikke har været alene i forberedelserne. Jeg har fået masser af gode råd, jeg er blevet presset til at blive bedre i træningerne med mine fantastiske klubkammerater, maden er blevet serveret når jeg er kommet sent hjem fra endnu en træning – og jeg har fået en opbakning af den anden verden. Både i træningen, dagene op til stævnet og på dagen.
Selvom jeg snart bliver 40, så kører mine forældre 100 km for at stå og heppe på dagen med min storebror. Venner og bekendte bruger deres søndag på at stå langs løberuten. Og ja – klubkammeraterne stod både i grupper og alene rundt på ruten og gav superb opbakning. Særlig respekt til Jane, Max og Pia, der heppede fra deres officialposter, hvor de stod og tjente penge til vores fælles klubkasse. Og så selvfølgelig de andre atleter i aktion. Da vi mødtes første gang på ruten var der for mange vedkommende overskud til store smil og tilråb. Senere blev det til en stilfærdig thumbs up, når vi mødtes. Men jeg oplevede støtte! Og med fare for at komme til at lyde som en dårlig Oscar-tale, så kan jeg ikke være andet end taknemmelig og ydmyg over, at så mange gider støtte op om det totalt egocentrerede projekt, det jo også er at træne op til og gennemføre sådan et løb.
Efter målgang
Fik min medalje og kastede mig helt færdig på græsset. Jeg var bare færdig. Helt færdig! Da jeg kom ud af finisher area og fik sat mig på græsset, rystede hele kroppen , og jeg var lige ved at tude, fordi det hele var så pokkers overvældende. Jeg havde fået den gode oplevelse, jeg havde drømt om – og mere til. Overvejer faktisk at stoppe med tri nu. Sidder nemlig med følelsen af, at det aldrig kan blive bedre!
Som superbonus lå jeg på en massagebriks med udsigt til podiet, da Kent Wieslander blev hyldet for sin age group sejr i en fabelagtig tid. Jubelbrølet fra KVIK TRI TEAM stod mål med hvad jeg oplevede på ruten: Vi er gode, endog meget gode, til at bakke hinanden op. Så jeg bliver nok i sporten lidt endnu…
Af Malene Dissing