Forår betyder onsdagscykling og opdatering af licens

Vores sidste spinning denne sæson er i morgen onsdag den 2. april. Kom og slut af med maner!

Det er selvfølgelig foråret, der får os ud af spinningsalen og tilbage på landvejen. Fra onsdag den 9. april begynder vores intervaltræning ude under kyndig ledelse af Martin Helleskov Frederiksen. Vi bliver på og omkring Amager og kører på strækninger, hvor alle kan være med – ingen bliver væk eller efterladt!

  • Vi begynder hver onsdag kl.17.30 ved indgangen til Naturcenter Vestamager (Røde Port) – dvs. samme mødested som til søndagscykling
  • Træningen varer cirka to timer
  • Der er ikke krav om tilmelding som til spinning – du møder bare op! 
  • Brug af cykelhjelm er naturligvis et krav!

Vi håber at se mange af jer til onsdagsintervaller fra 9. april og hver onsdag frem!

Med foråret kommer også stævnerne… husk at få tri-licens
Til visse stævner kræves det, at du har et licensnummer fra Dansk Triatlon Forbund (DTriF). I medlemskabet af KVIK TRI TEAM er indeholdt et medlemskab af Dansk Triatlon Forbund (DTriF) og dermed et personligt DTriF licens-nummer. Dette nummer skal anvendes ved tilmelding til alle danske stævner under forbundet og de fleste udenlandske stævner.

Skriv til kontakt@kvik-tri.dk, når du ønsker licens.

Hvis du ikke har haft licens før
For at fremme processen bedes du logge ind på klubmodulet, inden du skriver til kontakt-mail, og oprette en profil.

» Gå til klubmodulet for at oprette din profil

Det er udelukkende via ovenstående link, at du skal oprette din profil hos DTriFs klubmodul – IKKE via link hos DTriF selv eller på andre foreningers tilmeldingssider. Kun på denne måde tilknyttes du KVIK TRI TEAM som licensberettiget.

Hvis du har haft licens før
Licensen er gældende i 12 måneder og fornyes IKKE automatisk. Omkring den dato, hvor licensen udløber, skal du skrive til klubbens kontakt-mail, men ikke for tidligt, da licenssystemet ikke tillader at licensen fornyes på forhånd, men først når den er udløbet.

For at fremme processen bedes du logge ind på klubmodulet og tjekke, at din profil-information er korrekt.

» Gå til klubmodulet for at tjekke din profil