Spinning desværre aflyst 2. juledag

En rigtig kludrenisse hos SATS har dobbeltbooket salen, hvor vi skulle have spinnet 26. december, og derfor må vi desværre aflyse vores træning denne dag. Pokkers!

Fredag den 28. december spinner vi helt som vi plejer fra 17:30-18:30, og Korsvejens Svømmehal er åben lørdag den 29. december fra 7:00-9:00.

Derudover kan du stadig nå at tilmelde dig og hele familien til vores sociale nytårsløb 31. december, hvor vi løber 5, 10 eller 15 km. Vi kommer forbi klubhuset for hver 5 km. Planen er:

  • Hvis du vil løbe 15 km, er der start kl 10 – kom tidligere, så du er klar til afgang kl 10
  • Hvis du vil løbe 10 km er der start fra klubhuset kl 10:30 –  kom tidligere, så du er klar
  • Hvis du vil løbe 5 km, så er der start fra klubhuset kl 11:00 – kom tidligere, så du er klar

Er du til halvmaraton-distancen, så vær klar ved klubhuset kl 9:15

Vi er tilbage omkring kl 11:30 – så ryger champagnepropperne, og vi får kransekage og ønsker hinanden godt nytår!

» Tilmeld dig her, så vi får købt den rette mængde bobler og kransekage

Træning omkring jul og nytår

Så nærmer vi os de dage, hvor langt de fleste holder juleferie. Det betyder ændringer i vores fælles klubtræninger, hvor vi har aflyst nogle træninger, flyttet andre og arrangeret socialt nytårsløb. Få overblikket her – og hav en rigtig god jul og et godt nytår!

Svømning
Vi træner, som vi plejer frem til og med 22. december.

Mandage 24/12 og 31/12  og torsdag 27/12 er svømmetræningen aflyst

Der er normalt lørdagsåbent i Korsvejens Svømmehal 29/12 fra kl. 7-9

Fra 1. januar er der igen træning mandage, torsdage og lørdage, som du kender det.

Løb
Vores interval-løbetræning med AAC er gået på juleferie, og vi løber intervaller igen fra tirsdag den 8. januar.

31. december løber vi årets sidste tur sammen i KVIK TRI TEAM med distancerne 5-10-15-21 km i et tempo, hvor alle kan være med. Vi kommer forbi klubhuset hver 5 km, så vi alle løber sammen og bliver flere og flere. Vi slutter af med champagne og kransekage og er færdige kl. 12

» Tilmeld dig og din familie til nytårsløbet

Cykling
Søndagscykeltræningen er slut for 2018. Martin står klar og morgenfrisk igen fra søndag den 6. januar.

Spinning
Inden juleaften kan du nå at spinne både onsdag 20/12 og fredag 22/12.

Fredag 28/12 spinner vi helt, som vi plejer fra kl 17:30-18:30 – Nicki står for løjerne.

Husk at bruge kalenderen på hjemmesiden, hvis du er i tvivl! Vi opdaterer efter bedste evne.

Socialt nytårsløb på årets sidste dag

Traditionen tro løber vi årets sidste kilometer sammen den 31. december – og tag gerne familien med. Vi byder på både 5 km, 10 km, 15 km og halvmaraton og begynder kl. 10 (tidligere start for halvmaraton) – altsammen i et roligt tempo, hvor der er fokus på at hygge og have kræfter tilbage, når vi er færdige.

Vi plejer at have overdådige depoter, og når alle er vel tilbage i klubhuset, så ryger champagnepropperne, og vi får kransekage og ønsker hinanden godt nytår!

Ruter og program kommer snarest – men sæt allerede nu kryds i din kalender. Her i klubbens kalender, kan du også allerede nu tilmelde dig.

Husk ved tilmelding at angive, hvor mange I kommer. Af hensyn til indkøb er der sidste frist for tilmelding fredag den 28. december kl 12.

» Se fotos fra nytårsløbet 2017

Banko – tak for en god aften

Julebanko er ikke bare en tradition i klubben, men efterhånden også i mange familier. Det var skønt at se, hvordan børn, kærester, ægtefælle, søskende og mødre – og selvfølgelig medlemmerne bakker talstærkt op.

Se billeder nederst på siden

Apropos tal og stærkt: Det gik stærkt, da formanden som opråber ledede slagets gang – når der også skal være tid til gløgg, æbleskiver og hyggesnak, så er der ikke tid til at dvæle for længe ved hvert tal.

Der var et superflot gevinstbord, og  man kunne vinde alt fra en meter flæskesteg til et træningsforløb, startnumre og fysioterapi, topnøglesæt og akupunktur.

Tak til dem, der arrangerede aftenen – og ikke mindst en KÆMPETAK for de mange flotte gevinster til:

  • Kondifabrikken
  • Fysioonline.dk
  • PH El & Sikring
  • Loop Fitness
  • Ama’r Cykelservice
  • Trailman
  • Ironman
  • Amager Atlektik Club
  • Amager Open Water /KVIK Kastrup
  • Lions Allerød, Lions Ganløse og Bastrup Sø Rundt
  • Stark Glostrup
  • Tømrerfirmaet Bjørn Svendsen
  • Rasmussen & Sønner VVS
  • Campione
  • Altvikali.dk
  • VP Securities
  • Naturli’
  • Jordemoder Maria Scavenius
  • Stine Andersen

Søndagscykling i december: Ændringer

For nogle er søndagen lig med cykling – også i december. For andre er december-søndage helliget advents- og vaniliekranse. Vi har to ændringer i vores fællestræning, så du kan begge dele:

  • Søndag den 2. december (1. søndag i advent) er cykeltræningen aflyst. Lav gerne egne aftaler om at cykle – brug gerne vores Facebook-gruppe.
  • Søndag den 16. december (3. søndag i advent) cykler vi heller ikke – til gengæld er cykeltræning flyttet lørdag den 15. december med afgang kl 8:00 fra den røde port ved Naturcenter Vestamager.

Alle ændringer og mødesteder kan ses i vores kalender.

Vær i øvrigt obs på, at vi i december cykler i et roligt tempo og kun på Amager, så det er nemt køre fra, hvis du bliver kold, træt eller skal hjem til gløgg. Det er en rigtig god idé at være med, så du har cykel-grundformen, når turene bliver længere og tempoet lidt højere.

Husk at øve dig i tallene – vi har fået flere fede bankogevinster
Man bliver god til det, man træner, så vi kan kun anbefale, at du allerede nu øver dig på tallene fra 1-90. Der er nemlig kommet endnu flere fede gevinster til vores julebanko den 4. december. Vi kommer blandt andet til at spille om startnumre til løb, triatlons og åbent vands-arrangement. Du får navnene på vores præmie-sponsorer senere. Lige nu er vi ved at få det sidste i hus – og vi siger stort TAK til dem, der giver gaverne!

Er du ikke allerede tilmeldt, så gør det nu – og husk, at resten er familien også er meget velkommen.

Husk tilmelding til julebanko

Det’ sørme, det’ snart, december!

Og du skal ikke kun huske at finde den store kasse med julepynt frem. Du skal også have tilmeldt dig selv og familien til vores julebanko tirsdag 4. december i klubhuset i Kastrup Svømmehal

Vi begynder kl. 19:00 og byder på lidt julegodter og noget at drikke. Banko-plader køber du på dagen.

Det bliver super hyggeligt – og så bliver det også lidt spændende, når man sidder der og kun mangler ét tal for at få fuld plade!

Er du ny i klubben eller bare genert? Endnu en god grund til at komme! Det kan være nemmere at tale med folk, du ikke kender, når du er iført en julesweater eller nissehue fremfor en lille badebuks eller en cykelhjelm, der ikke er helt rigtig i størrelsen. Derfor: Kom, kom, kom!

Hvad spiller vi om?
Vi har allerede nu fået flotte præmier fra blandt andre Kondifabrikken, Fysioonline.dk, Loop Fitness, Stark i Glostrup og Ama’r Cykelservice. TAK til dem, der støtter os!

Der er dog plads til meget mere på præmiebordet – måske du kan hjælpe med at få flere fede gevinster på plads? Det kan være, du kender nogen, der har en butik eller en virksomhed, som har lyst til at spæde noget til? Vi tager gladeligt imod alt stort som småt! Skriv til kontakt@kvik-tri.dk, hvis du kan hjælpe med at skaffe en eller flere gevinster.

» Tilmeld dig og familien her – husk at angive, hvor mange I kommer, så vi har æbleskiver til alle!

» Se billeder fra Julebanko 2017

Du vil ikke gå glip af Julebanko 4. december

Sidste år gik Allan hjem fra klubbens julebanko med et spritnyt toilet under armen. Og det i sig selv er argument nok for, at du ikke kan og vil gå glip af vores årlige banko-event. For du kommer til at se ting, opleve nye sider af dine klubkammerater og ikke mindst dig selv OG  have en super sjov aften i godt selskab.

» Se billederne fra Julebanko 2017

Sæt derfor allerede nu X i kalenderen tirsdag den 4. december – og tilmeld dig gerne eventen i kalenderen, så vi tidligt har en idé om, hvor mange vi bliver. Venner og familie er velkomne – husk bare at angive i tilmeldingen, hvor mange I kommer.

Hvad spiller vi om?
Gevinstbordet må meget gerne bugne – og der har vi brug for din hjælp. Du må også MEGET gerne overveje, om du kan hjælpe med at skaffe gevinster – måske fra din arbejdsplads? Måske du kender nogen, der har en butik eller andet, som har lyst til at sponsere? Både store og små gaver er velkomne! Og det kan være alt mellem himmel og jord.

Skriv til kontakt@kvik-tri.dk, hvis du kan hjælpe med en eller flere gevinster.

Mere info om aftenen kommer senere. For nu sæt krydset, tilmeld dig gerne med det samme – og tænk på, om du kan hjælpe med at skaffe gevinster.

 

 

Cykeltræning aflyst søndag og ændret spinning næste uge

Søndagscykling er desværre aflyst søndag den 28. oktober. Til gengæld har du rig mulighed for at træde i pedaler næste søndag – søndag den 4. november -, hvor vi cykler på landevej som vi plejer kl. 8, og hvor du også har mulighed for at spinne fra kl. 11:15-12:45.

Spinning fredag 2. november er aflyst, men det kompenserer vi altså for ved at give dig 90 minutter spinning om søndagen i stedet.

Husk, at du kan få en god start på weekenden ved at spinne i dag fredag kl. 17:30, og der er åben svømmehal i morgen lørdag mellem kl. 7 og 9.

Det hele fremgår af kalenderen her på siden, som det altid er en god ide at holde øje med. Vi gør, hvad vi kan for at holde den opdateret!

God weekend – og god træning!

Få personlig teknik-træning om torsdagen

Torsdagssvømningen bliver fremover udvidet med et ekstra tilbud om tekniktræning – og vi begynder allerede i morgen

En af banerne vil nemlig blive brugt til specifik tekniktræning, hvor du får fuld opmærksom af Gustav i 30 minutter. Tilmelding til teknik-træning via kalender efter først-til-mølle princippet. Dog henstiller vi til almindelig høflighed. Når du haft 30 minutter med Gustav, så giv andre chancen de kommende uger.

Vi har i alt 2½ times haltid om torsdagen – dvs med 30 minutter til hver, så kan Gustav nå fem per uge. Tiderne fordeles med tre tilmeldinger på Hold B (tiden lapper ind over Hold As træningstid) og to tilmeldinger på hold A. Tilmeldingen lukker onsdag ved midnat.

Der er selvfølgelig fortsat almindelig svømmetræning med Benjamin på de andre baner – og her kan du også være med før og efter den specifikke teknik-træning.

Vel mødt!

Vil du med til fest? Og svømmestævne? Frist for tilmelding i dag fredag

Vores moderklub KVIK Kastrup står igen i år bag et stort master stævne med efterfølgende fest – og vi i KVIK TRI TEAM er inviteret med. Desværre har invitationen siddet fast i glemmekassen hos tri-afdelingens webansvarlige (som skammer sig. Meget!), så det er i absolut sidste øjeblik, du får beskeden. Men bedre sent end aldrig:

Vær med til stort svømmestævne  i Kastrup Svømmehal lørdag den 3. november. Vær opmærksom på, at tilmeldingsfristen er i dag fredag den 19. oktober. Hver start koster 55,- kroner og skal betales ved tilmeldingen.
» Læs mere om stævnet og tilmelding her

Du kan også være med til festen – selvom du ikke deltager i svømmestævnet!

Festen, der begynder kl. 18:30, holdes på Skottegårdsskolen, Saltværksvej 63, 2770 Kastrup (Indgang er fra Nordmarksvej). Det koster 195,- kroner at være med – og så er der både mad og dans. Der vil være bar hele aftenen hvor øl, vand og vin skal købes. Det er ikke muligt at medbringe drikkevarer selv. Du kan tilmelde dig enten ved MobilePay eller gennem formular – se hvordan her

Vi ved, at der er masser af festglade typer i tri-afdelingen, så tag hinanden under armen og vær med! Aftal evt. via vores Facebook – og husk at tilmeld jer i dag! (undskyld, undskyld, undskyld den sene besked…)